Badminton-VM forvandles til byfest i Horsens med aktiviteter, streetfood og oplevelser for hele familien

Foto: Horsens Kommune.
dato

VM i badminton for hold forvandler Horsens til festlig centrum fra 24. april til 3. maj 2026 med aktiviteter, streetfood og oplevelser for alle aldre i hele byen.

Verdens bedste badmintonspillere kommer snart til Forum Horsens, når VM i badminton for hold finder sted fra den 24. april til den 3. maj 2026. Mesterskabet sætter dog ikke kun præg på sportsarenaen, men også hele Horsens, hvor stemningen mærkes både i midtbyen og på pladsen foran Forum Horsens med oplevelser, aktiviteter og fællesskab for både børn, voksne, lokale og besøgende.

Bag arrangementet står Horsens Kommunes bylivsindsats MÆRK Byen samt City Horsens. Formålet er at gøre VM til en oplevelse, der omfatter hele byen og skaber fællesskab for både horsensianere og gæster. Der forventes omkring 20.000 tilskuere i løbet af VM-ugerne, og over 1 milliard seere fra hele verden følger med hjemmefra.

Festlighederne starter fredag den 24. april med en åbningsfest, hvor der blandt andet tilbydes KUBE-turnering i kortbane-badminton, livemusik, kreativ medaljeworkshop med Horsens Billedskole og live painting med kunstneren PILAT. For dem, der ønsker det helt rigtige VM-look, vil ansigtsmalerne GlimmerKris og GlimmerSirene stå klar med farver og fantasifulde fjerbolde på kinderne.

I hele perioden vil pladsen foran Forum Horsens blive omdannet til et streetfood-område åbent for alle – også dem uden billet til kampene. Flere steder i byen, som Torvet, Søndergade og Bytorv Horsens, opstilles badmintonbaner, hvor alle har mulighed for at prøve kræfter med fjerbold.

Bymidten summer også af liv, når butikker, caféer og restauranter byder gæster fra nær og fjern velkommen. Det er ambitionen, at de mange besøgende får så god en oplevelse, at de har lyst til at vende tilbage til Horsens.

Finaledagen søndag den 3. maj markeres med en afslutningsfest i midtbyen, hvor familien kan opleve Motor Milles danseshow, Komediehusets Crazy Badminton Caravane-show samt universet Monster Battle Badminton skabt af kunstneren Phuc Van Dang, hvor kunst, leg og badminton forenes i en unik oplevelse.

Hele programmet er tilrettelagt for at invitere alle med i VM-stemningen med plads til leg, kreativitet og fællesskab – også for dem, der ikke nødvendigvis er store badmintonfans. Badmintonfesten rækker dermed langt ud over kampene i Forum Horsens og skaber anledning til at nyde fællesskabet og de mange aktiviteter i byens rum.

Billetter til kampene i Forum Horsens kan købes her.

Hele det fulde aktivitetsprogram kan udforskes her.

For yderligere oplysninger kontaktes Tine Nørgård, projektkoordinator i MÆRK Byen i Horsens Kommune, på telefon 24 79 01 12 eller Mia N. Gregersen, direktør i City Horsens, på telefon 27 61 49 00.

Henvendelser til Horsens Kommune kan ske på Chr M Østergaards Vej 4, 8700 Horsens, telefon 76 29 29 29 eller via mail horsens.kommune@horsens.dk.

https://horsens.dk/omhorsenskommune/presse/pressemeddelelser/vm-feberihorsensbadmintonfestenbredersigtilhelebyen

Kilde: Horsens Kommune