Brædstrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Brædstrup er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør
**
Undgå at blive snydt – udlever ikke penge til denne mand
En 24-årig mand blev i torsdags franarret penge med en fremgangsmåde, som vi desværre har set flere gange.
Den 24-årige kom cyklende på en parkeringsplads i Aarhus, da han blev kontaktet af en mand, han ikke kendte. Manden fortalte, at han havde ventet på Falck i to timer, fordi hans bil var brudt sammen. Han skulle angiveligt være på vej til Aarhus Universitetshospital for at se sin far, som netop var afgået ved døden, og nu manglede han penge til at komme derhen. Den 24-årige gik derfor med manden til en hæveautomat og hævede 600 kr., som han gav til gerningsmanden.
Den følgende dag mødte den 24-årige tilfældigt den samme mand, der var ude at gå tur med sin familie. Den 24-årige konfronterede manden, som nu benægtede alt kendskab til episoden.
Manden beskrives som:
- Mellemøstlig af udseende
- 45-50 år
- 165-171 cm høj
- Almindelig af kropsbygning
- Hvis hud og sort, kort hår
- Talte dansk med accent
- Var iført jeans, løbesko og mørkegrå dunjakke
Vi har igennem den sidste tid modtaget mange anmeldelser fra folk, som enten er blevet snydt eller forsøgt snydt af en mand med lignende signalement og under påskud af at skulle bruge penge til at besøge syge eller afdøde forældre.
Østjyllands Politi advarer imod, at man udleverer penge til fremmede og i øvrigt kontakter politiet på tlf 114, hvis man oplever noget lignende.
**
Butikstyve stjal arbejdstøj
To mænd på hhv. 21 og 22 år blev tirsdag kl. 09.13 tilbageholdt af personalet i Bauhaus i Tilst, efter de var taget på fersk gerning i tyveri fra butikken. Da politiet ankom til stedet forklarede butikkens medarbejdere, at der var gået en alarm i butikken, og at mændene, der havde udløst den, derefter havde løbet mod udgangen. Her blev de dog standset af en anden medarbejder.
De to mænd forsøgte at stikke af med arbejdstøj, herunder blandt andet et bælte, nogle sko og nogle arbejdsbukser. De blev begge sigtet for butikstyveri.
**
Kirke plaget af flere tilfælde af hærværk
Enslev Kirke i Gjerlev ved Randers har den sidste uges tid været plaget af flere tilfælde af hærværk. Blandt andet har vidner set to personer vise bagdel og tisse på gravstenene og menighedsrådet har fundet afføring på væggene, en sæbeholder der var forsøgt rykket ud af væggen, ødelagte buske og skilte samt ved flere lejligheder papir, som var tændt ild til.
Ved det ene tilfælde af hærværk blev fundet en telefon på stedet, hvilket ledte politiet frem til to drenge på hhv. 12 og 13 år, der menes at stå bag. Begge drengenes forældre blev kontaktet, og de sociale myndigheder er underrettet.
**
Mand på løbehjul fundet i besiddelse af stoffer
En 35-årig mand blev tirsdag kl. 10.01 standset på et løbehjul på Rådhuspladsen i Aarhus. Da betjentene forsøgte at få kontakt til den 35-årige, kørte han uden om patruljevognen, hvorfor betjenten bestemte sig for at standse ham og tage en snak med ham. Det viste sig at være en rigtig god idé, for den 35-årige havde indtil flere forskellige typer narko i lommerne. Den 35-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko.
**
Tre mænd var ikke interesserede i at tale med politiet
Tre mænd i en personbil ønskede tydeligvis ikke at tale med politiet, da en patrulje forsøgte at standse bilen på Fredensgade i Aarhus tirsdag kl. 10.48. Patruljen gjorde med udrykningssignalet tegn til føreren af bilen om at standse. Det gav en masse aktivitet i bilen, hvor de tre mænd begyndte at sidde meget uroligt, men bilen standsede ikke, men satte tværtimod farten lidt op.
Da bilen endelig standsede løb en 21-årig mand fra stedet. Undervejs smed den 21-årige to dankort fra sig, som viste at stamme fra et indbrud i Gedved.
Den 19-årige mand, som førte bilen, fortalte, at han ikke havde et kørekort på sig og oplyste et personnummer, som betjentene kunne se ikke kunne være hans eget. Det viste sig at være fordi, den 19-årige selv var eftersøgt, fordi han var udeblevet fra afsoning af en tidligere dom for vold.
De tre mænd blev alle anholdt, og den 21-årige er foreløbigt sigtet for overtrædelse af knivloven og ordensbekendtgørelsen, mens den 19-årige foreløbigt er sigtet for kørsel uden førerret, overtrædelse af knivloven og ordenbekendtgørelsen samt for at opgive falsk navn.
**
Mand slået ned på parkeringsplads
Tirsdag kl. 14.23 modtog politiet en anmeldelse om en voldsepisode og et færdselsuheld, hvor den ene part var stukket af fra stedet, på parkeringspladsen ved Kvickly i Viby. En patrulje kørte hurtigt til stedet og mødte her en 63-årig mand, der forklarede, at han havde været ved at parkere, da han blev påkørt og slået ned af en for ham ukendt mand.
Ved gennemsyn af videoovervågning fra parkeringspladsen kunne betjentene også se, at de to biler stødte sammen, og at gerningsmanden steg ud af sin bil og gik hen til den 63-årige mand og slog ham med knyttet hånd på munden. På overvågningen kunne betjentene desuden se nummerpladen på gerningsmandens bil, og de kørte derfor til en adresse i Viby, hvor bilens ejer, en35-årig mand, skulle bo.
På adressen fandt betjentene den pågældende bil, som havde skader der svarede til det, de havde set på overvågningsbåndende. De traf desuden den 35-årige, som blev anholdt og sigtet for vold samt overtrædelse af færdselsloven, da han var kørt fra et færdselsuheld.
**
Færdsel
Tirsdag kl. 7.16 skete der et færdselsuheld ved rundkørslen ved Tilst Søndervej i Tilst, hvor to biler stødte sammen. En 21-årig kvindelig bilist, som var fører af den bil, forklarede, at hun var kommet kørende ad Tilst Søndervej, da en bil kørte direkte imod færdselsretningen og ind i hende. Manden, som var fører af den anden bil, gav den 21-årige sit navn og telefonnummer og gik derefter fra stedet. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet, og politiet vil tage kontakt til den pågældende mand.
Tirsdag kl. 11.15 skete der et færdselsuheld på Nordre Strandvej i Risskov, da en 90-årig kvindelig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt og ramte en 83-årig kvindelig cyklist. Ingen kom umiddelbart til skade ved uheldet.
Tirsdag kl. 11.29 skete der et færdselsuheld på Ringgadebroen ved Augustenborggade i Aarhus, da en 70-årig mandlig knallertfører væltede og ramte autoværnet. Den 70-årige kom ikke umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn ikke anmeldt indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.